Viden

Det nye Copilot: Fire nyheder, der skal gøre arbejdsdagen lettere

Skrevet af Rune K. Jensen | 30-10-2026

Et samlet sted til dit arbejde. Små apps, du selv kan bygge. Og en AI-agent, der arbejder videre, når du ikke sidder ved computeren. Med Home, Code, Autopilot og Today viser Microsoft, hvad næste skridt for Copilot bliver.

Retningen er klar: Copilot skal ikke kun besvare spørgsmål og skrive udkast. Det skal også kunne løse større opgaver, bygge værktøjer og hjælpe dig med at være på forkant med arbejdsdagen.

Her får du et overblik over de fire nyheder, og hvornår Microsoft forventer at gøre dem tilgængelige.

Home: Ét sted at spørge og uddelegere

Home bliver det nye startpunkt i Copilot. Her samles Chat og Cowork, så du både kan stille hurtige spørgsmål og uddelegere større opgaver fra samme sted.

I Chat arbejder du videre gennem en samtale med Copilot. Med Cowork beskriver du det resultat, du ønsker, og lader Copilot planlægge og udføre opgaven. Det kan eksempelvis være en kundebriefing, et svar på et udbud eller materiale til en produktlancering.

Samtidig bliver Word, Excel og PowerPoint bygget direkte ind i Copilot. Beder du om et budget eller en præsentation, kan du få en rigtig, redigerbar fil frem for tekst, du selv skal kopiere over i et andet program. Du kan arbejde videre på filen og invitere kolleger til at redigere med.

Hvornår kommer det?

Ved annonceringen oplyste Microsoft, at Home ville begynde at rulle ud via Frontier-programmet i i løbet af oktober. Det er en gradvis udrulning gennem Microsofts program for tidlig adgang, ikke en fælles lanceringsdato for alle.

Code: Beskriv det værktøj, du mangler

Med Code vil Microsoft gøre det muligt for flere end udviklere at bygge små løsninger til deres arbejde. Du beskriver med almindelige ord, hvad du har brug for, og Copilot bygger eksempelvis en app, et dashboard eller en automatisering.

Forestil dig et lille værktøj til at holde styr på tilbud eller følge fremdriften i projekter. Det er den type afgrænsede behov, Code åbner mulighed for at arbejde med uden selv at skulle skrive al koden.

Teknologien bag er den samme som i GitHub Copilot. Code kører i et afgrænset miljø, en såkaldt sandbox, og løsningerne kan hostes i virksomhedens eget Microsoft 365-miljø under IT-styring.

Det gør det stadig vigtigt at tage stilling til, hvem der må bygge løsninger, hvilke data de må bruge, og hvem der godkender dem, før de deles med kollegerne.

Hvornår kommer det?

Er begyndt at rulle ud i Frontier-programmet med bredere tilgængelighed efterfølgende. Preview til Microsoft 365 Premium- og Pro-abonnenter blev varslet til senere i 2026. Annonceringen fastlægger ikke en præcis dato for adgang i den enkelte virksomhed.

Autopilot: En agent, der arbejder videre

Autopilot tager skridtet fra en assistent, du løbende spørger, til en personlig agent, der kan arbejde videre mod et mål.

Du giver den en rolle, en opgave og nogle grænser. Derefter kan den blandt andet følge samtaler, håndtere tilbagevendende arbejde og samle en opgave op igen flere dage senere uden en ny besked fra dig. Fordi den kører i skyen, er den ikke afhængig af, at din computer er tændt.

Microsoft nævner en leverandørgennemgang som eksempel. Her kan Autopilot håndtere planlægning, forberedelse og opfølgning, herunder at indhente opdateringer fra relevante personer.

Autopilot får sin egen identitet og sit eget arbejdsrum i virksomhedens miljø. Derfor bør virksomheden på forhånd beslutte, hvilke handlinger agenten må udføre selv, hvilke data den må tilgå, og hvornår et menneske skal godkende.

Hvornår kommer det?

Microsoft annoncerede en udvidelse til privat preview ved udgangen af september 2026. Det betyder adgang for en begrænset kreds. Der blev ikke oplyst en dato for generel tilgængelighed.

Today: Et forspring til arbejdsdagen

Today er en kommende del af Home, der skal samle overblikket på tværs af mails, kalender, Teams-samtaler, møder og opgaver.

Tanken er, at du hurtigt kan se, hvad du er gået glip af, hvad der kræver opmærksomhed nu, og hvad der kan vente.

Men Today skal ikke kun vise arbejdet. Funktionen skal også forberede det. Et svarudkast til dine mails kan ligge klar til redigering, en kalenderændring kan være foreslået, og en glemt opfølgning kan være gjort klar til, at du sender den.

Hvornår kommer det?

Microsoft varslede privat preview i Copilot i oktober 2026. Today er også planlagt til Outlook og Teams, men annonceringen indeholder ikke konkrete datoer for disse eller for generel tilgængelighed.

Nye muligheder kræver klare sikkerhedsrammer

De fire nyheder peger mod en hverdag, hvor AI får en mere aktiv rolle. Det gør det relevant at få styr på rammerne, før funktionerne tages i brug.

Vores anbefaling er at begynde med nogle enkle spørgsmål:

  • Hvilke data må Copilot og agenter få adgang til?
  • Hvem må aktivere nye funktioner og bygge løsninger?
  • Hvilke handlinger kræver menneskelig godkendelse?
  • Hvordan bevarer I overblikket over adgange og aktivitet?

Vær også opmærksom på, at Microsoft beskriver Cowork, Code og Autopilot som forbrugsafregnede funktioner. Al brug er derfor ikke nødvendigvis dækket af den almindelige Copilot-licens.

Hos Bluebyte er vores fokus sikkerheden omkring jeres IT og data. Vi kan hjælpe med at gennemgå sikkerhedsopsætningen og adgangsrettighederne i jeres Microsoft 365-miljø, så I har et bedre fundament for at tage nye AI-funktioner i brug.

Vil I have styr på sikkerheden omkring jeres Microsoft 365-miljø? Tag en snak med os i Bluebyte.