Team Esbjerg har etableret sig i toppen af europæisk klubhåndbold, og selskabet bag håndboldsuccesen vil inden for få år nå en omsætning på 30 mio. kr. Det ultimative mål beskrevet i Masterplan 2027 er at blive verdens bedste klubhold i kvindehåndbold, og det vil kræve flere sportslige og økonomiske muskler at opnå.
Den nuværende ejerkreds bestående af velkendte, lokale erhvervsfolk, Bjarne Pedersen, Kurt Skov og siden efteråret 2019 Peter Jørgensen, udvides nu med Dennis Hansen, der står bag IT-virksomheden Bluebyte. Den nye medejer har været sponsor i hele 17 år og har dermed et indgående kendskab til både holdet, forretningen og de værdier, Team Esbjerg er bygget på.
- Jeg har været med længe og er for længst blevet bidt af, hvad der foregår i Team Esbjerg. Hidtil har jeg fra sidelinjen forsøgt at øge mit bidrag til at udvikle denne fantastiske håndboldklub, og som ny medejer kommer jeg nu tættere på, siger Dennis Hansen, 42 år, og tilføjer:
- Jeg har stor respekt for det arbejde, de tre nuværende ejere har udført, og jeg håber at kunne bidrage med energi og ideer til, hvordan vi kan udvikle det samlede produkt yderligere. Ud over håndbold skal Team Esbjerg også levere underholdning, og den totaloplevelse vil jeg gerne være med til at forbedre.
Bestyrelsesformand Bjarne Pedersen oplyser, at dialogen med Dennis Hansen om at knytte ham tættere til Team Esbjerg har stået på i en længere periode. Han glæder sig til at bringe samarbejdet til et nyt niveau og drage fordel af hans aktive investortilgang i ledelsen af Team Esbjerg Elitehåndbold A/S.
- I takt med vores vækst og ambitioner har vi behov for større sportslige og økonomiske muskler samt et endnu større netværk i Esbjerg og omegn til at understøtte målene i Masterplan 2027. Bluebyte med Dennis i spidsen er en lokalt forankret virksomhed, der byder ind på netop disse områder. Dennis har hjertet med sig og tilhører en anden generation end den hidtidige ejerkreds. Han er virkelig indstillet på at gå ind i maskinrummet og bringe den fornyelse, en virksomhed som vores har behov for, siger Bjarne Pedersen.
For første gang består Team Esbjergs ejerkreds nu af fire aktionærer, og de ejer selskabet med lige store ejerandele, ligesom Dennis Hansen på linje med de øvrige får en plads i bestyrelsen i Team Esbjerg Elitehåndbold A/S.
Yderligere informationer:
Bestyrelsesformand i Team Esbjerg Elitehåndbold A/S Bjarne Pedersen, tlf. 40 77 92 05, og ejer af Bluebyte Dennis Hansen, tlf. 24 21 21 10.
Kort om Bluebyte:
IT-konsulenthus i Guldager, 30 medarbejdere og den eneste større, lokalt ejede virksomhed i Esbjerg-området. Det nuværende Bluebyte blev stiftet i 2005 af Dennis Hansen under navnet IT Forum Esbjerg, der efter vækst og opkøb ændrede navn og gennemgik en større brandoptimering i 2023. Bluebyte drives ad to spor: At dygtiggøre kunderne, så de gennem webinarer, seminarer og videoer får mest muligt ud af deres IT-infrastruktur, og at tilbyde kunderne den største tryghed inden for IT-sikkerhed.