XPconsult bliver en del af IT Forum Esbjerg
·IT Forum Esbjerg kan lægge nye lag på service og styrke kompetencerne internt med yderligere specialisering efter fusionen med XPconsult. Og for Klaus Nielsen betyder salget af livsværket ny luft i kalenderen efter 25 år i spidsen for egen virksomhed.
XPconsult bliver en del af IT Forum Esbjerg
IT Forum Esbjerg overtager aktiviteterne i XPconsult i et generationsskifte og bliver det største lokalejede IT-konsulenthus i Sydvestjylland.
To lokale IT-specialister bliver til en, da IT Forum Esbjerg per 1. november overtager aktiviteter og medarbejdere i XPconsult.
”Vi har drøftet det løbende i en årrække og er enige om, at nu er timingen den rette for os begge. Klaus vil gerne sende sit livsværk godt videre, og vi vil gerne udvide med flere dygtige kolleger og en spændende kundeportefølje,” siger Dennis Hansen, direktør og indehaver af IT Forum Esbjerg.
Klaus Nielsen er glad for at sende stafetten videre:
”Arbejdet er stadig sjovt, men dåbsattesten er gulnet,” siger han:
”Udviklingen på IT-området er lynhurtig og krævende at holde trit med. Med Dennis kan vi gennemføre et generationsskifte, som både sikrer kvalitet og service for kunderne og ikke mindst sikrer, at medarbejderne stadig kan møde ind på en spændende arbejdsplads i udvikling,” siger Klaus Nielsen.
Med tilgangen af aktiviteter og medarbejdere fra XPconsult bliver IT Forum Esbjerg det største lokalejede IT-konsulenthus i Sydvestjylland med 26 medarbejdere. Det rummer et potentiale for yderligere udvikling:
”Vores fokus har altid været vores kunders sikkerhed, kompetent sparring og hurtig personlig support. Som en større virksomhed får vi mulighed for at hæve barren yderligere og udvikle endnu bedre løsninger til gavn for vores kunder” siger Dennis Hansen
Henvendelse vedr. denne pressemeddelelse kan ske til direktør Dennis Hansen mobil 24212110.