Det nye D-mærke skaber øget digital sikkerhed
· ·D-mærket er Danmarks nye mærkningsordning til virksomheder for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. Mærket blev lanceret i september 2021 og bag mærket står Industriens Fond i tæt samarbejde med Dansk Industri, Dansk Erhverv, SMVdanmark og forbrugerrådet Tænk.
Mærket er tiltænkt enhver type virksomhed – lige fra den mindre lokale virksomhed til den store IT-virksomhed. Kravene til mærkeordningen tilpasses nemlig den enkelte virksomhed.
De seneste år har interessen for ansvarlig dataanvendelse og it-sikkerhed været stødt stigende, og der opleves en større efterspørgsel efter digital ansvarlighed. Den online færden efterlader spor af data, som vi skal kunne regne med er i sikre hænder og behandles etisk. Men i dag er det vanskeligt at vide, om en virksomhed har en god it-sikkerhed og håndterer vores data på en ansvarlig og etisk måde – det skal D-mærket lave om på.
Hvilken betydning får D-mærket?
Den nye mærkningsordning har til formål at tydeliggøre, hvilke virksomheder der har fokus på din digitale tryghed ved at håndtere dine data sikkert og udvise digitalt ansvar.
D-mærket sætter barren højere end hvad lovgivningen og GDPR kræver, når det gælder behandlingen af data. På den måde bliver den nye mærkeordning et løft af sikkerheden i de danske små og mellemstore virksomheder, hvor de samtidigt kan benytte mærket som et positivt konkurrenceparameter til at differentiere sig. D-mærket vil tilføre forretningsværdi til virksomhederne og styrke deres omdømme indenfor it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse.
Hvordan kan vi hjælpe?
It-sikkerhed er et af vores kerneområder, hvor vi tilbyder virksomheder en gennemgang af sikkerhedsniveauet. Med et sikkerhedstjek afdækker vi, hvilket sikkerhedsmæssige styrker og svagheder din virksomhed har.